Elementært kære Watson!

annoncerTjek nu mål inden indrykning af dyre rubrikannoncer, der efterlader læseren mere forvirret eller uinteresseret end nysgerrig og interesseret!

Det er ikke første gang, jeg stiller mig undrende over hvordan dyre annoncekroner spildes mere eller mindre, fordi grafikeren – eller hvem der nu har strikket annoncen sammen – ikke sætter sig ind i magasinets angivne mål på hel-, halv- eller rubrikannoncers format.

Her fik jeg foræret et pænt magasin om mad, hvilket jeg interesserer mig meget for. Magasinet koster 70,95 kr. og udgives af Nordjyske Medier A/S. Et rimelig pænt og eksklusivt magasin at dømme umiddelbart. Og så er hele bladet fyldt med annoncer, der tydeligvis ikke er tjekket ordentligt for mål. Noget grafikeren er ansvarlig for, da bladet blot ‘smækker annoncerne ind’ på den bestilte og betalte plads. Faktisk skriver bladet i deres vejledning at grafik til kant skal tillægges + 5 mm til beskæring og tekst placeres mindst 10 mm fra kant. ‘Elementært kære Watson’ – og alle andre annonceinvolverede!

Eksempel 1: Helsides annonce. Teksten står omtrent nede, hvor bladet skæres i bunden. Havde grafikeren holdt teksten inde, hvor bladets øvrige layout holder teksten, d.v.s. 20 mm i top og bund, 18 mm i siderne, ville der ganske rigtigt være mindre plads til tekst. Til gengæld ville teksten være lettere læselig, og hele indtrykket langt mere æstetisk.

Eksempel 2: Her synes jeg måske nok, bladet kunne have rakt en hjælpende hånd ud. Den nederste annonce ville helt klart gøre sig bedre i toppen, med det sorte bånd ud over formatet. Igen: Grafikeren, eller hvem der måtte lave annoncen, bør undersøge, om der kan ‘trykkes til kant’. Det ser underlig ufærdigt ud, at båndet er skåret i højre side, men stopper midt i det hele for oven. Samtidig står nederste linje alt for tæt på bunden af siden og teksten t.v. forsvinder ind i limningen af magasinet. Tryk til kant er der til gengæld taget højde for i den øverste annonce for ‘Ostekagehuset’. Her mangler der blot lidt luft.

Eksempel 3: Øverste annonce er helt klart lavet af en ikke-grafiker. Uha! Nederste annonce mangler igen luft omkring sig – og så har den en lys beige bund, der stopper sært tæt på tekst og billeder. Tænker den er tænkt til at være trykt til kant. Men der mangler til beskæring.